Det er vigtigt for indeklimaet i din lejlighed, at du lufter ud flere gange dagligt. Ved manglende udluftning opstår der problemer med fugt og skadelige partikler i indeluften. Fugt medfører fugtskader og øget risiko for dannelse af skimmelsvamp.
10 gode råd til et bedre indeklima:
- Luft kraftigt ud 5-10 minutter minimum 2-3 gange i døgnet, f. eks. morgen, eftermiddag og aften. Luft ud efter madlavning, badning, brug af stearinlys, besøg af mange gæster, så du får fugt og partikler ud af din lejlighed.
- Sørg for gennemtræk, når du lufter ud. Åben så vidt muligt vinduer/altandør på begge sider af lejligheden, dette giver en hurtigere og mere effektiv udluftning.
- Lad altid spalteventiler i vinduer og altandøre stå åbne.
- Du må aldrig tilstoppe aftrækskanaler i køkken eller badeværelse.
- Læg mærke til om dine vinduer dugger og/eller der lugter indelukket eller muggent i din lejlighed, det er et sikkert tegn på, at du bør lufte mere ud.
- Stil ikke møbler helt op af ydervægge, der skal være mindst 10 cm. afstand mellem møbel og ydervæg for at sikre luftcirkulation mellem møbler og ydervæg.
- Ved madlavning bør der altid være låg på gryder for at undgå unødig vanddamp.
- Hæng aldrig vasketøj til tørring inde i din lejlighed.
- Ved badning skal du holde døren til badeværelset lukket, så vanddampen ikke spredes til de øvrige rum. Efter badning skal du straks skrabe/aftørre vægge og gulv i badeværelset, for at minimere fugtspredningen. Lad døren stå åben til baderum, når du ikke er i bad.
- Når det er koldt udenfor, bør du undgå vinduer på klem i længere tid af gangen, det medfører kolde vægge og møbler, med deraf øget risiko for fugtdannelse.